shahrezad's profileShahrezad's hjerterumPhotosBlogListsMore  |  Tools Help |
Med Titanic mod det arabiske Vesten Kan dette være sandt?
Friheden er ikke for de feje, men selv de feje, der gerne ofrer den for at tækkes islam, vil en dag blive stillet til regnskab, mener forfatteren af en ny fremragende norsk bog
Hege Storhaug: Men størst av alt er friheten: Om innvandringens konsekvenser. Oslo, Kagge Forlag, 2006, 300 sider Af Helle Merete Brix Jeg har igennem mere end et år været fast tilknyttet som kommentator hos Human Rights Services internetside rights.no. Jeg har længe inden med interesse og respekt fulgt frontfigurerne Hege Storhaug og Rita Carlsens arbejde med tænketanken, der især beskæftiger sig med integrationens bagsider og muslimske børn og kvinders sårbare situation i dagens Europa. For det er et Europa, der i stigende grad baner vej for, at fremmede kulturers tradition og religion får lov at overtrumfe de rettigheder, kvinder og børn ellers er tilsikret i et vestligt demokrati. Læseren skal derfor vide, at jeg er forudindtaget. Man må selv læse Hege Storhaugs nye bog og give mig ret eller uret i min bedømmelse: Jeg finder den fremragende. Læseren skal derfor vide, at jeg er forudindtaget. Man må selv læse Hege Storhaugs nye bog og give mig ret eller uret i min bedømmelse: Jeg finder den fremragende.
Hovedtørklædet - både krigsmaskine og undertrykkelsesinstrument
At norske "anti-racister" beskylder Storhaug for at være fremmedfjendsk og for at skabe et ”fjendebillede af islam” viser, hvor betændt debatklimaet er. Dette er ingen vred eller fjendtlig bog, det er en nødvendig bog, skrevet af et menneske, der mener, at Norge og Europa grundet årtiers fejlslagen indvandringspolitik er på vej mod, hvad den tyske islamforsker og liberale muslim Bassam Tibi kalder ”det arabiske Vesten”. Storhaugs mission er at råbe politikere og borgere op, og få os til at forstå, at den frihed, vi har i denne del af verden, ikke er givet til evig tid. Som hun skriver i det indledende kapitel: ”Friheden vi i dag nyder som norske borgere er enestående. Fra vi fødes til vi dør står der en omsorgsfuld og veludviklet velfærdsstat parat til at dække vore behov.” Og videre: ”Den personlige frihed vi har er suveræn i et historisk og internationalt perspektiv. Jeg tænker særligt på det åbne og frie forhold mellem mænd og kvinder, præget af ligestilling og gensidig respekt.” Ja. Storhaug forklarer, at i løbet af få år vil indvandrere udgøre majoriteten af befolkningen i det Oslo, hvor Muhammed allerede i dag er et af de mest populære navne til nyfødte, og hvor fem norske skoleelever skal integrere 15 indvandrerbørn. En så godt som umulig opgave. Islam og kønslemlæstelse Inden udgangen af århundredet vil Norges befolkningsflertal have sine rødder i andre kontinenter end Europa. Hvilket Norge bliver det? Storhaug tøver ikke med at pege på en af de alvorligste hindringer for muslimers integration i Vesten: Islams syn på kvinden. Muhammed, der som Storhaug skriver, ikke blot var religionsstifter men også kriger, tyran og kvindeundertrykker, indførte den polygame familie og kontrollen med kvindens seksualitet. En kontrol, der synes lige så stærk i Europas immigrantmiljøer som på profetens tid, og som naturligvis kræver, at kvinden er tildækket. Sløret er både hagekors og jødestjerne, krigsmaskine og undertrykkelsesinstrument, og et af de mest provokerende emner, man kan diskutere med muslimer, siger Storhaug, er ægteskab uden for deres religion. Forfatteren anskueliggør problematikken med cases og baggrundsstof. Bl.a. fortæller hun om det enorme antal muslimske ægteskaber, hvor ægtefællen hentes i hjemlandet, ofte til ulykke for de muslimske kvinder og for integrationen i al almindelighed. Hun beskriver kønslemlæstelse (det, vi her i landet stadig kalder kvindelig omskæring) og rapporterer fra den historiske retssag i Frankrig i 1999, hvor Mama Greou, som hun blev kaldt, fik otte års fængsel for at have lemlæstet 48 småpiger. Forstemmende er det at læse, at hvor advokaten Linda Weil-Curiells synspunkt om, at kønslemlæstelse skal sidestilles ikke kun med mishandling, men med alvorlig legemsbeskadigelse, har vundet indpas, er en række efterfølgende sager endt med betingede straffe. Forsvarerne vinder frem med argumentet om, at det ikke var hensigten at skade barnet eller påføre det smerte. Men det er et forkert ræsonnement, mener Weil-Curiell: Intentionen er at ødelægge den seksuelle lyst hos den fremtidige hustru. Storhaug punkterer også myten om, at kønslemlæstelse ikke har rod i islam. Vist opfordrer Koranen ikke til det, men muslimske retslærde kan henvise til en religiøs fortælling, hvori Muhammed taler for en begrænset form for kvindelig omskæring. Ingen kristen kopter, der går ind for kønslemlæstelse, kan gøre noget lignende, og kønslemlæstelse praktiseres ikke af majoritetsbefolkningen i et eneste land, som er domineret af en anden trosretning end islam. Storhaug henviser også til, at en autoritet som Yussuf al-Qaradawi, præsident for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er domineret af Det Muslimske Broderskab, anbefaler kvindelig kønslemlæstelse i en fatwa, altså et juridisk responsum. Den islamofile elite Nogle erindrer måske B.T.s afsløringer sidste år af børnetransporterne, som betød, at pakistanske piger ved imamers hjælp blev sendt tilbage til Pakistan. Det var Storhaug og Carlsen, der tippede B.T., da de afslørede, at bl.a. Minhaj ul-Quran bevægelsen sender norske og danske piger tilbage til Pakistan, hvor de anbringes på rædselsvækkende og brutale Koran-kostskoler. Også denne rejse er beskrevet i bogen. Men bogen handler langtfra kun om muslimske kvinder og børns forhold. Storhaug er i stigende grad bekymret for islamismen som trussel mod det vestlige, sekulære demokrati. Hun gennemgår væsentlige træk i islams historie og beskriver de unge europæiske muslimers vækkelse. Også i Norge vinder islamistiske ideologer som den afdøde Abu'l Mawdudi, der grundlagde det ekstremistiske parti Jamaat-e-Islami i Pakistan og den nulevende Tariq Ramadan, barnebarn af stifteren af Det Muslimske Broderskab, frem. Storhaug skoser politikerne for ikke i tide at have forstået, at integration ikke blot handler om at få folk i arbejde, men om værdier. Hun giver eksempler på ubehagelige knæfald for islam, som da den daværende integrationsansvarlige Erna Solberg modtog en af Pakistans mest radikale islamister og accepterede, at de ikke skulle give hinanden hånden. Og hun erindrer hædersmanden og politikeren Halgrimm Berg, der repræsenterede Høyre i Stortinget. I 1991 gik han på talerstolen i Europarådet i Strasbourg, da rapporten om ”Den islamiske civilisations bidrag til europæisk kultur” skulle til afstemning. Berg ville ikke stemme for denne rapport, der var kemisk renset for kritik af den islamiske verden, herunder behandlingen af kvinderne: ”Mine damer og herrer, dette er ingen dialog, det er en monolog i islams favør. Vi må arbejde for reel dialog, som ikke gør den frie tanke, intellektuel generøsitet og tolerance til en envejssag.” Men ingen lyttede, og rapporten blev vedtaget uden ændringer. Storhaug undrer sig over en intellektuel og politisk ”islamofil” elite i dagens Norge, der benægter, hvilken afgørende betydning religiøse og kulturelle værdier og traditioner har for et samfund. Og som ikke forstår, hvor vigtig ytringsfriheden er, f.eks. i relation til sagen om Muhammed-tegningerne. ”Ytringer kan være umoralske, men ikke ytringsfriheden,” fastslår hun. Samtidig møder denne elite sine kritikere med hån og fjendtlighed. Da redaktøren af en kristen avis Vebjørn Selbekk valgte at trykke Muhammed-tegningerne, blev han udsat for en hadkampagne uden lige og stemplet som ekstremist på linie med voldelige, muslimske ekstremister. Ved et offentligt møde beklagede og undskyldte Selbekk. Til gengæld forsikrede Islamisk Råd i Norge den drabstruede Selbekk, at han nu stod under rådets beskyttelse og ikke ville blive udsat for et attentat! Mandlig beskyttertrang Og hvor er feministerne henne? For Storhaug er kvindetemaet helt afgørende i den ideologiske kamp om Europas fremtid. Men feministerne, ja, de går på banen, når det drejer sig om ”retten til at bære slør”. Mange af feministerne synes at være gamle socialister, ”blindet af den multikulturelle drøm”. Denne drøm ender med at acceptere kvindeundertrykkelse i brede befolkningslag. Påfaldende er det, skriver Storhaug, at af alle de henvendelser, hun i årenes løb har fået fra mennesker, der er bekymrede over overgreb mod hustruer, mødre og døtre i indvandrermiljøer, kom de fleste fra mænd i alderen fra 40 til 60 . Er det mon mænds beskytterolle, der gør sig gældende, spørger Storhaug? I slutningen af bogen giver hun en lang række anbefalinger til, hvad samfundet bør gøre. Herunder at sørge for beskyttelse af kvinder og børns rettigheder gennem en række praktiske foranstaltninger, bl.a. ved at forbyde hovedtørklæde o.lign. tildækning i skoler og offentlige institutioner. Øge opmærksomheden om den muslimske antisemitisme. Forlange ti års gyldigt ophold før tildeling af statsborgerskab. Sætte gang i forskning om, hvilken betydning henteægteskaber har for befolkningsfremskrivningen. Hun giver også en række konkrete eksempler på, hvad hun tror vil være en realitet i Norge i en ikke fjern fremtid: Autonome, muslimske områder, hvor islamister ved hjælp af vold og pres gennemtvinger deres egen retsorden. En radikalisering af fremtidige muslimske grupper, som somaliere og irakere. En stigning i voldtægtssager, hvor ofrene er etniske, norske piger og kvinder, og gerningsmændene har ikke-vestlig baggrund. Udvisning af radikale imamer. Flere og flere konvertitter og en radikalisering af konvertitter, også de kvindelige, der kan kulminere i kvindelige selvmordsbombere på norsk grund. I øvrigt mener Storhaug, at det er opfattelsen af islam som ”den tredje vej”, mellem den rent materielle marxisme og den åndelige kristendom, der er drivkraften for mange konvertitter, der ikke sjældent kommer fra den yderste venstrefløj. I islam finder de en radikal ideologi, der omfatter alt. Ikke for de feje I dagene efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh var Storhaug i Amsterdam. Hun tog ud for at fotografere den moské, som gerningsmanden kom i. Fra det øjeblik, ”kameraet pegede på bygningen”, tog det mindre end ti sekunder, før syv mænd af arabisk, afghansk og pakistansk herkomst, i alderen 25-35 år, stormede ud af bygningen og gik til angreb på Storhaug og kameraet. Ingen af de hollændere, der overværede optrinnet, kom hende til hjælp. Overfaldsmændene fik deres vilje, billederne blev ødelagt. Storhaug slap med skrammer og denne afskedssalut fra islamisterne: ”You go back home. This is our country.” ”Pas godt på fremtiden,” sagde Theo van Goghs mor ved sin søns begravelse. Hun sagde også: ”Frihed er ikke for feje mennesker.” Som Storhaug skriver: ”Jeg tror at vi i en ganske nær fremtid vil opleve, at de som har været uvidende og passive, ikke vil blive vist særlig sympati, om de er intellektuelle eller politikere. Som andre samfundsaktører vil de en dag blive mødt med spørgsmålet: Hvilken side stod du på, da det virkelig gjaldt? Var du blandt dem, som stod på frihedens og demokratiets side, eller var du blandt dem som stod for dialog med totalitære kræfter og som veg til side i misforstået respekt?” Law and Power in the Islamic World
Ret og magt i den islamiske verden. Af Sami Zubaida. 293 sider, 16 x 24,5 cm. Pris kr 249,00 (ib.). [Udgivet 2006] Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Original: Law and Power in the Islamic World (Tauris, 2003). Islamisk lov (sharia) og dens anvendelse er et centralt tema i nutidens islamiske politik og kultur. Med dette udgangspunkt ser Sami Zubaida på sharias oprindelse og udvikling og på det korpus af tekster, begreber og praksis, der følger med den. Den centrale modsætning i denne historie handler om magt: sharia er juristernes lov, udledt teoretisk af de hellige skrifter, men samtidig er lovens udformning og håndhævelse afhængig af herskere, som har deres egne dagsordener og prioriteringer. "Vi skal i det følgende se, at sharia er et produkt af juridiske diskurser og institutioner, der er opbygget, så de passer til varierende samfundsmæssige og politiske mønstre"(fra Indledning). UDDRAG AF INDHOLD: Begreberne, deres oprindelse og historiske udvikling. Institutionerne: domstole, qadi'er og mufti'er. Sharia og politisk myndighed. Reformernes tid: lovens statsliggørelse. Sharia i nutidens debatter og institutioner: Ægypten. Sharia-politikken i Iran. Konklusion. Litteraturliste. Ordliste. Stikordsregister. http://www.fagboginfo.dk/Genseks/genseksf.htm UDGIVER: Pentagon og McDonald; fjendebilleder
Konfrontation eller dialog? Islams rolle og ansvar i en globaliseret verden. Af Ole Bjørn Petersen, Jens M. Steffensen. 186 sider, 17 x 24 cm. Ill: 26 farvefotos. Pris kr 200,00. [Udgivet 2006] Denne bog behandler 'Vesten og den muslimske verden' med særligt fokus på de gensidige fjendebilleder. Fremstillingen fører over i en undersøgelse af, hvordan man kan nærme sig andre kulturer og religioner. I bogen bringes en række eksempler på mødet med 'de andre' - og i forlængelse heraf en grundig gennemgang af islams reaktion på den moderne verden, som den udmøntes i en række muslimske bevægelser bl.a. wahhabisme, salafiya, kemalisme og sufisme, i 'jihad' og ikke mindst i rækken af religiøse anarkister: muslimer der på egen hånd begiver sig ud i tolkninger af religionens hellige skrifter bagom traditionen. UDDRAG AF INDHOLD: Vesten og den muslimske verden (Pentagon og McDonald; fjendebilleder). Forholdet til andre kulturer/religioner (orientalisme; kulturrelativismen; post colonial studies). Muhammed, koranen og sharia (forholdet mellem religion og politik; den autoriserede koran; ret muslimsk adfærd; lovgivningsarbejdet; religiøse eksperter contra politiske magthavere; retsskolerne; den muslimske guldalder; shariaen som aktiv medspiller). Islams reaktion på den moderne verden (lidt orden i begreberne; den moderne reaktion; jihad - et monstrøst begreb; den post-moderne reaktion). Globalisering og globaliseret islam (globalisering og individopfattelse; i kølvandet på globaliseringen). Tekster. Ordliste. Litteraturliste. Stikordsregister. http://www.fagboginfo.dk/Genseks/gensekse.htm UDGIVER: Anne Frank og Hendes dagbogCitat Kære Kitty! Trist..... hun og millioner andre død, mens verden så passivt til Hitlers forbrydelser! Jeg synes vores "Passivitet" mens en forbrydelse sker foran vores næse, er ikke bedre end selv forbrydelsen...Shahrezad
 Skolepige. Udateret foto af Anne Frank. Senere blev hun og
over 100.000 andre jøder deporteret fra Holland til nazisternes kz-lejre. Foto: AP
Anne Frank's dagbog
Af Hans Hertel
Den jødiske familie Frank flygtede i 1933 fra antisemitismens Tyskland til Amsterdam, hvor faderen Otto Frank klarede sig som marmeladefabrikant.
Med den tyske besættelse i 1940 kom jødeforfølgelsen også til Holland, og i juli 1942 måtte familien Frank og venner gå under jorden i baghuset til Prinzengracht 263. Den uforkortede originaludgave I august 1944 blev baghusets otte jøder angivet, afhentet af det grønne hollandske politi og via opsamlingslejren Westerbork deporteret til Auschwitz i Polen. De fleste af dem omkom her og i andre kz-lejre. Anne Frank og hendes søster Margot endte i Bergen-Belsen ved Hannover, hvor de døde af tyfus i marts 1945, en måned før englænderne befriede lejren – og to måneder før Anne ville være fyldt 16. Faderen Otto Frank var familiens eneste overlevende, og ved hjemkomsten fik han overdraget datterens dagbogshæfter, som gode naboer havde reddet. I 1947 udgav han udvalget ’Het Achterhuis’ (Baghuset), der kom på 56 sprog – på dansk i 1952 – og siden i talløse optryk og udgaver. Denne nye version – den 4. på dansk – præsenteres som ’den uforkortede originaludgave’, og måske er det den definitive. Måske. Sikker kan man ikke være, sådan som dramaet – og industrien – omkring Anne Frank har drønet gennem flere verdensdele i snart 60 år. Selvbevidstheden vokser Anne Frank havde en forfatter i maven. Man ser, hvordan hendes selvbevidsthed vokser, også stilistisk, fra hun får dagbogen foræret på sin 13-års fødselsdag 12.6.1942 til det sidste notat 1.8.1944, tre dage før deportationen. Først er dagbogen en fortrolig veninde, som hun betror sig til i brevform. Så i foråret 1944 hører hun i Radio Oranje fra London, at den hollandske eksilregering opfordrer hollænderne til at fastholde livet under den blodige okkupation, og Anne udbygger sin tekst med kommentarer og detaljer til tidsdokumentation. Det sidste: at publicere et tidsdokument, er faderens motiv – for ikke at sige alibi – da han søsætter sin version i 1947. Han vil ’dele dagbogens budskab med verden’, som han siger. Men når man ser, hvad der siden er kommet frem om redaktionsprocessen, spørger man også sig selv: Hvilken dagbog? Hvilket budskab? Til hvilken verden? Al idealisme ødelægges Anne er på den ene side en typisk teenager, der skriver om sine interesser, forelskelser, forhold til kammerater og familie, og på den anden side er hun statist i det store drama, som det også rammer de otte i det klaustrofobiske baghus i Prinzengracht. Det slående i dagbogen er kontrasten mellem det stille inderliv og den barske yderverden – og så Annes krydsning af uskyld, selvironisk snusfornuft og moden indsigt. Med forbavsende klarsyn reflekterer hun over sine forældres forhold, sine kampe med moderen og søsteren, sine tanker om livet og døden og om jødernes vilkår. Hun er illusionsløs, ikke desillusioneret, men heller ikke naiv. På de sidste sider (15.7.1944) siger hun, at hun føler »et usædvanligt livsmod«, en »indre ro og selvtillid«, trods alt. Selv i denne tid, »hvor al idealisme bliver ødelagt … hvor mennesket viser sig fra sin grimmeste side, hvor der hersker tvivl om sandhed og retfærdighed og Gud«, fastholder hun sin lyse tro »på, at mennesket inderst inde er godt«. Og så trækker hun sig selv op ved hårene: »…når jeg står og ser op mod himlen, føler jeg, at alting vil vende sig til det bedre, at også denne grusomhed vil holde op, og at der igen vil opstå en verdensorden med ro og fred«. Det gode menneske Anne er som sagt ikke naiv eller blind for livets og situationens skyggesider, men denne tro-på-trods virker unægtelig påfaldende optimistisk i betragtning af, hvad der kort efter overgik hende selv i Auschwitz og Bergen-Belsen som led i nazismens industrielle masseudryddelse. Alligevel blev denne optimisme-på-trods kammertonen i den Anne Frank-kult, som Fader Frank blev far til. Hans 1947-udgave af dagbogen var beskåret og friseret, med særlig vandkæmning af Annes overvejelser om seksualitet og hendes tit bidske kommentarer til familien og til de politiske vilkår. Myten fik flere ekstra nøk, da hun blev et moderne Jeanne d’Arc-ikon i den rask ekspanderende Anne Frank-industri. 1950’ernes amerikanske teater-, film- og tv-versioner af hendes dagbog var præget af en påfaldende afpolitisering, der bagatelliserede kz-grusomheden til fordel for et universelt budskab om tilgivelse og om menneskers prægtige overlevelsesevne. Ni Broadway-udgaver fra og med 1955 (!) og Hollywood-udgaven fra 1959 indlagde humor og hastemt gåpåmod, og filmen opgav – som oprindelig planlagt – at slutte med Anne i Bergen-Belsen. Det blev erstattet med et idylliserende shot af blå himmel og Annes overvoice: »Trods alt tror jeg på, at mennesket inderst inde er godt«. Kampen mellem det gode og det onde Det vendte så 180 grader med 80’ernes og 90’ernes holocaust-besættelse og holocaust-industri, der omvendt har betonet det jødiske martyrium, med paralleller til Israels situation. Talløse udstillinger, websites, undervisningspakker og bøger har gjort Anne til symbol på Kampen mellem Det Onde og Det Gode, og Anne Frank-centeret i New York har iscenesat hendes skæbne som en parallel til 11. september. Disse konjunktursving i Anne Frank-kulten kan man følge i tre perspektivrige bøger: Melissa Müllers ’Anne Frank: The Biography’ (1998), Carol Ann Lees ’The Hidden Life of Otto Frank’ (2002) om faderens rolle – og den mest ekstreme: Lawrence Gravers ’An Obsession with Anne Frank’ (1995) om forfatteren Meyer Levins kamp med Otto Frank om den moralske ret til Annes eftermæle i USA og Israel. Enestående dokument Det er både en moralsk og en økonomisk magtkamp. Da den østrigske journalist Melissa Müller i 90’erne researchede til sin biografi, fandt hun fem ukendte sider fra Annes dagbog, som faderen havde bortcensureret, fordi Anne her går kritisk tæt på sine forældres ægteskab og sit forhold til moderen, og fordi hun fastslår, at dagbogen ikke kommer familien ved. Lederen af Anne Frank-centeret i New York, Cornelis Suijk, havde fået de fem sider af Otto Frank, og ved at stille dem til rådighed for Mrs. Müller håbede han at få penge til sit center. Men han blev udmanøvreret af Anne Frank-stiftelsen i Basel, der holdt på ophavsretten – og de deraf flydende indtægter. Nu er de nyfundne sider indfældet i den såkaldt definitive udgave – og altså også i denne danske nyoversættelse. I alt er der kommet tre kritiske udgaver (1986, 1991 og 2003) med stadig nyt materiale, så den sidste version er 30 pct. længere end den gamle – og tilsvarende interessantere. Alt tilrettelagt uden dikkedarer, lige til at læse. Og bag om al nyantisemitisme, alle magtkampe og trakasserier er og bliver dagbogen et enestående dokument. Med sin krydsning af ung uskyld og tidligt voksen indsigt fremstår den dybt bevægende og frisk som en sommermorgen. Dramaet om Anne Frank fortsætterDen berømte dagbog er kommet i uforkortet nyudgave, mens tyske højreekstremister brænder bogen af – og Anne Frank-industrien slås videre på 60. år.Anne Franks dagbog er jo et hovedværk i europæisk efterkrigslitteratur, og dens purunge forfatter er et symbol, et ikon, som gud og hvermand kender. Troede man.
Anne Franks dagbog: På dansk ved Tove Dueholm Nielsen. Forord af Gretelise Holm, efterskrift af Per Holmer. 372 sider. Ill. 249 kr. Aschehoug.
Lidt Fakts om Anne Franks og hendes dagbog ....
Kilde for artiklen
En anden anmed. om sammen bog:
Om Anne Frank:
Anne franks hus og ....
Anne Franks dagbog - et symbol på holocaust?
http://www.holocaust.nu/default.aspx?catch=http://www.holocaust.nu/article.aspx?aid=209&refer=1&print=1 Læs også om ani holocust konferance i tehran:
|
|
|
