Selv om pokerens egentlige oprindelse er lidt uklar, viser historien dog, at man allerede i 1600-tallets Persien - det nuværende Iran - havde et spil ved navn »As Nas« med 25 kort i fem farver, der dengang havde elementer, der ligner moderne 5 card stud. Blandt andet indgik kortkombinationen tre ens i rækkefølgen af hænder.

Det persiske spil spredte sig sandsynligvis herefter til Europa. I hvert fald kan man i dag registrere, at såvel franskmændene som tyskerne udviklede kortspil med navne, der klinger godt med poker - nemlig »poque« og »pochen«.

Det var også persiske handelssejlere, der tog spillet med over Altanten i begyndelsen af 1800-tallet til havnebyer som New Orleans. Her tog franske bosættere spillet til sig, og langsomt spredtes kendskabet.

Den engelske skuespiller, Joseph Crowell, rapporterede om et kortspil i 1829 med 20 kort og fire spillere, der satsede penge på, hvis hånd var bedst.

En anden forfatter, Jonathan H. Green, beskrev nogle år senere, at spillet spredte sig på Missippi-bådene, hvor meget af spildtiden blev brugt på et slag kort og andre former for gambling.

I bogen »The Gamblers« fortælles en historie fra 1832, hvor fire mænd spillede poker ombord på en af Mississippi-flodens dæmpfærger. Tre af dem var professionelle gamblere, der havde fikset spillet, så den fjerde mand, en hjælpeløs taber fra Natchez, ville tabe alle sine penge.

Og det skete.

Den hjælpeløse taber forsøgte at undslippe elendighederne ved at hoppe i floden, men selvmordsforsøget blev stoppet af et vidne på båden. I stedet blev taberen ført ind en af bådens kabiner for at komme til hægterne.

Det mystiske vidne gik derefter tilbage til bordet med de tre pokerhajer. Midt i et slag om en kæmpe pulje afslørede vidnet en af de professionelle gamblere i at snyde.

"Vis mig din hånd! Hvis den indeholder mere end fem kort, slår jeg dig ihjel", råbte vidnet pludselig og truede med en kniv.

Da vidnet vred hånden rundt på fuskeren, faldt seks kort ned på bordet. Vidnet tog herefter hele puljen på 70.000 dollar. De 50.000 forærede han til den stakkels taber fra Natchez, og de resterende 20.000 dollar stak han i egen lomme som tak for besværet.

Det var dog primært spekulanter og rejsende, der kastede sig i armene på gamblernes nye spil. Fordelen ved kortspil var - i modsætning til eksempelvis roulette - at spillet ikke var besværligt at tage med ombord på dampfærgerne på Mississippi- og Ohio-floderne. Herfra spredte spillet sig videre i både hestevogne og ombord på vognene bag damplokomotiverne.

Inden længe havde pokerspillet bredt sig til også at omfatte Californien, hvor håbefulde guldgravere slog sig ned. Det medførte en hel industri, hvor spillehuse skød op overalt med tilbud om gambling, musik og skønne kvinder til hovedsageligt unge mænd. Men kortspillet bed sig i starten hér aldrig helt fast, fordi de risikobetonede guldgravere savnede tempo og action. Derfor foretrak de roulette og black jack, hvor hele formuen kunne blive fordoblet eller forsvinde i et væk.

Efterhånden, som årene gik, blev det importerede kortspil moderniseret med elementer som flere budrunder og nye kombinationer af hænder, og antallet af kort blev udvidet til de 52, vi kender i dag.

Det næste boom kom med den amerikanske borgkrig midt i det 19. århundrede, hvor de flere tusinde soldater ikke altid rensede kanoner og lå i skyttegrave. Her blev ventetiden i barrakerne også brugt med et spil kort, og pokeren udviklede sig voldsomt - både i form men også geografisk i både nord og syd.

Pokeren lignede nu meget det, vi kender i dag. Det vil sige med draws og community card - altså åbne kort på bordet, og velkendte begreber som bluff og flush og straight var implementeret. Hver gang to mænd eller flere var samlet om et spil kort, stod der poker på programmet.

Pokerspillet var blevet en vigtig del af den amerikanske kultur. Kortspillet udviklede sin egen jargon, og udtryk som »ace in the hole«, »beats me«, »call the bluff«, »poker face« og »wild card« var integreret som en del af det daglige sprog - også udenfor pokerkredse.

Udbredelsen af poker fik endnu et skub i 1970, da den første World Series of Poker så dagens lys i Las Vegas. Det blev startskudet til en lavine af turneringspoker i USA, der bredte sig fra by til by.

Også på filmlærredet blev poker skildret som en egentlig, selvstændig amerikansk kultur. Det skete eksempelvis i gamle klassikere som »The Cincinnati Kid« med Steve McQueen i 1965 og »The Sting« med Paul Newman og Robert Redford i 1973. Men også i årtierne senere blev populariteten cementeret - eksempelvis gennem gambler-filmen »Rounders« med Matt Damon og Edward Norton i 1998 og i »Ocean's Eleven« med George Clooney og Brad Pitt i 2001.

Sidste skridt i udviklingen har været udbredelsen af poker via internettet siden slutningen af 1990'erne, hvor pokerspillere på tværs af kontinenter har kunnet spille mod hinanden med mus og tastatur i hånden. Kort, chips og modspillere blev nu forvandlet til virtuelle, animerede figurer på en flad computerskærm, og nu var millioner af mennesker verden over besat af det populære kortspil uafhængigt af tidligere barrierer som eksempelvis sprog, geografi og påklædning.

Pludselig gik det også op for de store tv-netværker i USA, at poker også var populært på stuealteret. Med små indbyggede tv-kameraer i pokerbordene til at se spillerne kort kunne man bringe spændingen, dramaet og de vilde bluffs helt ud i de amerikanske stuer. Pokeren var nu forvandlet fra at være en deltagersport til også at være en tilskuersport. Poker-tv var så populært, at det blev en stor eksportvare i USA.

Med populariteten udviklede pokeren også sine egne ikoner, der på linje med store sportsstjerner kunne lokke flere - og især unge - mennesker til. Doyle Brunson, Stu Ungar, Barry Greenstein og senere Daniel Negreanu, danske Gustav "Gus" Hansen og Phil Ivey blev navne på lige fod med Michael Jordan og David Beckham.

Nutidens pokerbølge kulminerede i sommeren 2005, hvor World Series of Poker blev afholdt med knap 6.000 deltagere på det imponerende Rio All Suite Casino & Hotel i Las Vegas. Præmiepuljen satte rekord med med knap 53 millioner amerikanske dollar, og australieren Joseph Hacehm rejste hjem som sidste mand ved bordet med 7.500.000 dollar - cirka 45 millioner danske kroner

http://www.berlingske.dk/poker/artikel:aid=643252